Historien om Aalborg Pirates begyndte for mig en regnvåd aften i 2012, hvor jeg fik et opkald fra min gode ven, og på det tidspunkt Round Table 81 bestyrelsesformand, Morten Fals. Han havde et stort ishockeyhjerte, så da det kom frem, at AaB overvejede at afvikle AaB Ishockey, var han intenst fokuseret på at finde en løsning, der skulle redde ishockeyen i Aalborg. Det havde på det tidspunkt hverken været en sportslig eller økonomisk succes i lang tid. 

Sammen drøftede vi mulighederne, de trusler og svagheder klubben havde, og hvad man kunne gøre for at vende det rundt. Tanken om at lave en turnaround på noget, der betød så meget for byen, var en stærk motivation for at engagere mig i projektet. 

På den baggrund besluttede vi os for at købe klubben. Jeg kom med de fleste penge og trådte ind som hovedaktionær med 51% ejerskab, en bestyrelsepost og tegnede samtidig et hovedsponsorat for min virksomhed CM Network.

Da vi overtog klubben, var der ca. 800-1000 tilskuere til hver kamp. Aalborg Kommune havde næsten lige indviet en ny hjemmebane som tilbygning til Gigantium, der var Danmarks største ishockeyhal med en kapacitet på næsten 5000 pladser. Der var nogle fantastiske rammer, men de blev ikke udnyttet til deres fulde potentiale. Så målet var klart: Hallen skulle fyldes med tilskuere til hver eneste kamp.

Min holdning var, at hvis man kunne gøre det til en kommerciel succes, ville man automatisk gøre det til en sportslig succes. Uden tilskuere, ingen sponsorer. Uden sponsorer, ingen økonomiske muskler til at udvikle og købe spillere for. Kunne man få flere tilskuere i hallen, så skulle resten nok komme. 

Så vi lagde en plan:

  • Rebranding
  • Nyt billet og sæsonkortkoncept

Forsættes efter Instagram-opslaget..

Efter meget brainstorming låste vi os fast på det nye navn; Aalborg Pirates. Navnet indeholdt enorm meget signalværdi; en slags outcasts, der ikke spillede efter andres regler – det var på mange måder i byens og fansene ånd. Samtidig gav pirat-associationen rig mulighed for at bygge et univers op med den velkendte temasang fra Pirates of the Caribbean, masser af tematiserede pirat-relaterede events, props og merchandise mv.

Sammen med Søren Vasø Hansen og hans bureau udviklede vi identiteten til Aalborg Pirates. Det fik et moderne look inspireret af de store amerikanske klubber. Personligt syntes jeg, at det sad lige i skabet, og det blev også i det store hele taget rigtig godt imod af fans og publikum.

Forsættes efter Instagram-opslaget..

Dernæst tog vi fat på måden, vi håndterede billetter og sæsonkort. Vi introducerede et omvendt sæsonkort koncept; fremfor at betale flere tusinde kroner for et sæsonkort, tilbød vi et sæsonkort til 99 kroner. Catchen var, at hvis man ikke dukkede op til en kamp kostede det en bod på 50 kroner. 

Samtidig begyndte vi at give sponsorbilletter væk. Rigtig mange! Ti-tusindevis. For hver 100 billetter vi gav væk til distribution igennem vores sponsorer, kunne vi se, at der i snit mødte 13 tilskuere op i hallen. Med den information vidste vi cirka, hvor mange sponsorbilletter vi skulle distribuere rundt til hver kamp for at fylde sæderne. Tanken var, at når man havde deltaget en gang eller to, så blev man bidt af det og kom igen af sig selv. 

Og tiltagene virkede! 

Forsættes efter Instagram-opslaget..

Pludselig var der en fornyet interesse for ishockeyen og det gennemsnitlige tilskuertal blev tredoblet. Til flere kampe, mod specielt rivalen Frederikshavn White Hawks, nåede vi op på maximumkapacitet – og vist i virkeligheden også lidt over, da vi til nogle kampe kom til at undervurdere interessen og gav for mange sponsorbilletter væk.

Jeg husker den tid som en fantastisk periode med masser af gejst, gnist, stemning og glæde blandt os involverede, tilskuere og fans. Men det var også en periode med vokseværk, der i en hel ekstrem grad belastede organisationen. Fra at være en lille søvnig klub bevægede vi os nu med 300 kilometer i timen. 

De mange tilskuere til kampene lagde fuldstændig serviceboderne ned. IT-systemerne havde problemer med ordenligt at håndtere no-show på sæsonkortkonceptet. Regnskab og rapportering sejlede, fordi administrationen ikke havde nok ressourcer og haltede efter. Internt i bestyrelselokalet blev vi overdynget med gode ideer til tiltag, vi ikke havde båndbrede og hænder nok til at eksekvere på – og folk blev frustrerede fordi det jo var “bare lige at…” implementere netop deres ide.

Vi var alle brandmænd, der løb rundt og slukkede store og små ildebrande. 

Forsættes efter Instagram-opslaget..

De første leveår var ekstremt kaotiske, men fantastiske. Over tid kom der mere styr på tingene i takt med at klubben fandt ud af, hvilke ben, den skulle stå på. Nogle koncepter og tiltag blev udfaset, men gnisten var tændt og ishockeyen trivedes.

Efter 37 års tørke kunne Aalborg Pirates i 2018 endelige tage det danske mesterskab hjem til Aalborg igen. Og det har også været tæt på efterfølgende. Klubben var blevet genrejst og var blevet til en sportslig success.

Kort tid efter jeg flyttede til Dubai besluttede jeg mig for at sælge mine anparter. Klubben var ærlig talt ikke tjent med at have en hovedaktionær, der boede 6000 kilometer væk.

I dag følger jeg med fra sidelinjen, og jeg er enormt stolt af klubben og alle, der har hjulpet Aalborg Pirates med at blive, hvad det er i dag. Når jeg er på besøg i Aalborg, forsøger jeg at få det til at passe, så jeg kan komme ud og se en kamp, selvom det desværre efterhånden er længe siden sidst.

Hvis du var med fra starten, hvad husker du bedst fra begyndelsen af Aalborg Pirates? Læg gerne en besked i kommentarfeltet forneden.