Hvordan når du frem til den gode idé?

I dag bruger jeg det meste af min tid på at investere i Startups qua min rolle som Business Angel, så jeg bruger ikke så meget tid på produkt- og idetudvikling som sådan. Dog har jeg altid praktiseret “deep work” – vi lever i en verden hvor vores teknologiske dimser konstant forsøger at fange vores opmærksomhed med notifikationer, instant messaging, snaps, news alerts og hvad ved jeg.

Hvordan kan det forventes af os at vi kommer på de gode ideer når vi bliver forstyrret hvert andet øjeblik? For at komme frem til de gode ideer tror jeg meget på, at man skal trække stikket og give sig selv mulighed for at tænke uden afbrydelser og støj.

For nogen betyder det en lang gåtur i skoven og for andre er det at låse sig inde på er hotelværelse i en weekend mens man arbejder på løsningen til et kompliceret problem. Min personlige favorit til at undfange gode ideer og løsninger på komplicerede problemstillinger er lange flyveture uden internetforbindelse.