Da jeg var 15 år, besluttede jeg mig for at flytte til Aalborg fra Allinge på Bornholm, hvor jeg indtil da havde boet hele mit liv. I de efterfølgende år boede jeg i Aalborg hos en ven af familien, indtil jeg fik min egen lejlighed.

Jeg var eventyrlysten og længtes efter at prøve noget nyt. Til trods for alle de kvaliteter Bornholm har, ville jeg gerne prøve at bo i en by med flere muligheder. Til mine forældre solgte jeg ideen om, at jeg ønskede at bo i en større by med flere uddannelsesmuligheder, og det var også rigtigt – men jeg kan ikke helt afvise, at der også var en pige involveret, som en ung nørdet Magnus havde mødt på internettet (Opasia-chat, hvis nogen husker den). 

Forholdet til pigen var kortvarigt, men kærligheden til Aalborg bestod. Jeg tog min uddannelse, etablerede mine virksomheder og endte med at bo i byen i 15 år indtil jeg flyttede til Dubai – for på samme måde igen at tilfredsstille min eventyrlyst og ønske om at prøve noget nyt.