I foråret 2021 valgte jeg at investere i Concordium; En decentraliseret blockchain, hvor man kan gemme transaktionsdata og anden vigtig information, man ønsker opbevaret, til evig tid uden det kan blive ændret.

Det er der som sådan ikke noget revolutionerende i. Mange blockchain projekter tilbyder sådan en funktionalitet, men hvor Concordium adskiller sig, er ved at det gøres sporbart og ikke anonymt. I hver transaktion forudsætter anvendelsen af blockchainen, at man på forhånd har identificeret sig. 

Det gør pludselig Concordium til en af de eneste blockchains, som er compliant med den verden, vi lever i. Bitcoin, Ethereum og andre populære blockchains opererer på komplet anonymitet. Det betyder desværre også, at mange transaktioner anvendes til kriminelle formål.

Jeg tror personligt ikke på, at vi ser en bred adaption af decentraliserede Crypto og blockchain teknologier før der kommer et element af compliance. Statsmagter overalt på jorden kan ikke tillade et stort anonymt og ureguleret marked, og vil i høj grad forsøge at begrænse det, indtil problemet omkring identifikation og compliance bliver løst.

Let’s face it; ingen nævneværdige statsmagter vil tillade populær udbredelse af blockchainløsninger, hvis man samtidig kan handle og organisere alt fra narkotikasalg, børnepornografi og det, der er værre på blockchainen. Og lige præcis dette problem løser Concordium ved at forholde sig til den virkelighed, vi lever i, og kræve verifikation inden blockchainen kan anvendes. 

Derfor tror jeg på, at Concordium har store fremtidsmuligheder. Og det er det, der har gjort, at jeg har valgt at investere i Concordium fra en tidlig begyndelse.