CM Network stammer helt tilbage fra 2001. Jeg var på det tidspunkt lige begyndt i gymnasiet og brugte min fritid på at lave hjemmeside for mindre virksomheder. Det var helt fantastisk at jeg kunne sidde foran computeren og lave noget som jeg virkelig interesserede mig for, samtidig med at jeg blev godt betalt for det.
Mit problem var dog, at jeg havde svært ved at finde kunder. Jeg var super nørdet og god til tech-delen, men det haltede mere når det kom til at finde nogle kunder at lave hjemmesider for. Dengang fandtes der ikke sociale medier hvor man nemt kunne komme i kontakt med virksomheder og fortælle verden hvad man lavede. Dertil tillagt at mange virksomheder slet ikke var på nettet endnu – og nogen ville heller ikke. De få kunder jeg fik, kom igennem mit begrænsede lille netværk, og ved de fysiske breve jeg randomly sendte til virksomheder hvor jeg spurgte om ikke de kunne tænke sig en hjemmeside..
Så jeg måtte gøre ét eller andet. Jeg spurgte min storebror om ikke han kunne sælge hjemmesiderne, så kunne jeg bruge min tid på at lave dem.
Det ville han gerne og så gik vi ellers igang.
Jeg havde ikke stiftet noget firma (på det tidspunkt var jeg også kun 16-17 år gammel) men vi havde i hvert tilfælde brug for et navn. Så da min bror hedder Casper og jeg Magnus, så var det nærliggende at kalde det: CM Network. Der var ikke en nærmere forretningsplan end at vi bare skulle lave nogle hjemmesider.
Vi endte dog aldrig rigtig med at komme i gang og vi fik vist kun solgt et par hjemmesider. Så blev vi distraheret af andre projekter som vi hver især arbejdede på.
Jeg valgte dog at beholde navnet CM Network og eksperimenterede selv med en række forskellige internet koncepter. Jeg drev dating sites, solgte kondomer på abonnement og testede en masse ideer, hvoraf mange fejlede eklatant. I 2006 fik jeg dog mit rigtig store gennembrud med PointShop. Hjemmesiden endte med at vokse sig rigtig stor, og det var dér jeg tjente min første million.
PointShop peaked omkring 2012 hvor vi var aktive i 10 lande med mere end 12 millioner brugere. Det var dog ikke smooth sailing og happy days under hele rejsen.
Efter at have boet i Dubai i et par år, solgte jeg i 2017 CM Network til en gruppe medarbejdere. De driver i dag en række koncepter, blandt andet Jofibo som et et job-resume værktøj (som jeg siden har valgt at investere i).
Jeg håber at CM Network navnet kan blive hængende mange år endnu og danne grundlag for spændende nye forretningskoncepter. Det ville være i navnets ånd.
Skriv en kommentar...